Forårsrengøring og tandbørstning er nogle af de udtryk, der går igen hos Jacob Brix, der er professor i innovation og ledelse, når han skal hjælpe organisationer med at bygge en stærk innovationskultur. Og det er vi nødt til, lyder det fra innovationseksperten, hvis sundhedsvæsnet skal kunne kapere flere ældre og syge med færre medarbejdere i fremtiden.
”Evnen til at tænke og agere evaluerende er noget af det vigtigste, hvis vi skal udvikle patientflow i sundhedsvæsenet og samarbejde mellem sektorerne,” lyder det fra Jacob Brix, der er professor i innovation og ledelse.
Som erhvervsforsker har Jacob Brix rejst verden rundt for at studere og indgå i innovationsprojekter og har stor erfaring med innovation inden for det offentlige – især kommuner og hospitaler.
Hans forskning fokuserer særligt på, hvordan organisationer skaber balance mellem drift og innovation, og hvordan nye strategier for innovation kan realiseres i praksis, fordi det ofte er hverdagens drift, krav og akutte opgaver, der spænder ben for, at ledere og medarbejdere kommer i mål med de store strategier.
”Som ledere har vi ofte det, vi forskere kalder ’tilføjelselsbias’, der betyder, at fordi der er så mange andre ting, vi i forvejen skal, så har vi rigtig svært ved at komme i gang med noget nyt,” forklarer Jacob Brix om de konstante krav fra oven, fra neden og alle sider, der gør, at lederens usynlige rygsæk hele tiden bliver fyldt med nye og flere opgaver.