Forfatter: Thomas Garlov

Mette Touborg har foretaget markante skift i sin ledelseskarriere. Den 48-årige tidligere borgmester i Lejre gik fra at være politiker til at blive topembedsmand i Københavns Kommune. Hendes nye job som chef for Holbæk Sygehus knytter forbindelse til begyndelsen på hendes arbejdsliv: Mette Touborg er uddannet sygeplejerske og her fortæller hun, hvorfor ledelse er en konstant forbedringsrejse, og hvorfor sygeplejerskejobbet kan skabe gode ledere.

Af Tom Ekeroth, journalist, forkant@dsr.dk – artikel bragt i ledelsesmagasinet Forkant, 2022
Foto: Asbjørn Ravn

„Mange job og uddannelser kan være god baggrund for at blive leder, og det er ingen selvfølge, at man bliver en god leder, fordi man er uddannet sygeplejerske. Men jeg vil nu alligevel tillade mig at påstå, at der er lagt en god grobund for ledelse med en sygeplejerskeuddannelse og erfaringerne som sygeplejerske,“ siger Mette Touborg, der fra marts ny sygehusdirektør på Holbæk Sygehus.

Hun er en erfaren topleder, senest som administrerende direktør for Kultur, Fritid og Borgerservice i Københavns Kommune. Oprindeligt er hun uddannet sygeplejerske på Frederiksborg Amts Sygeplejeskole.

„Balancen i at skulle forholde sig til helheder og samtidig kunne bemærke og fokusere på detaljer er en god evne at have tilegnet sig, når man skal lede. Skolingen i at observere ikke alene på det objektive, men i høj grad også alt det andet, der foregår i form af stemninger, forandringer i rummet, lyde, lugte, farver skærper ens opmærksomhed på betydningen af alt det ikke målbare, og det er en væsentlig evne som leder, synes jeg, kombineret med en oprigtig interesse for at stille spørgsmål, fordi det er vejen til at skabe øget indsigt og videndeling,“ siger Mette Touborg.

Respektfuld omkring andres faglighed

Hun mener også, at det at være trænet i det tværfaglige samarbejde og anerkende, hvad forskellig faglighed kan, er gode kvalifikationer:

„Hertil hører en særlig disciplin i at være bevist om, hvad man selv kan – og hvad man ikke kan, så man er respektfuld omkring andres faglighed. Og så det måske mest indlysende: man kommer tæt på andre mennesker og bruger konstant sig selv i det møde, ofte i komplekse situationer, hvor man skal være til stede og nærværende omkring en patients situation. Og 10 minutter efter går man ind ad en anden dør og skal kunne levere lige så nærværende for det menneske, og det gør man også som leder – går fra et ledelsesrum til et andet, og her skal man opretholde sit fokus og sit nærvær, og samarbejde om løsninger,“ siger Mette Touborg.

Den nye sygehusdirektør mener, at sygeplejersker som ledere kan gøre en forskel på både den korte praksisnære bane og på den lidt længere bane, som hænger sammen med vores omverden:

„I forhold til det praksisnære er det først og fremmest ved at insistere på kvalitet i opgaveløsningen og evidens for den. Kvalitet i opgaveløsningen handler naturligvis om det umiddelbare konkrete resultat, men det handler i høj grad også om selve oplevelsen, som patienten, de pårørende eller samarbejdspartnere efterlades med. Altså det samlede indtryk af kvaliteten. Hvis man leder gennem ledere, så gælder det om at skabe rammer for, at dem, der er tættest på opgaveløsningen, bliver motiveret til at pege på udfordringer og inddraget i udvikling af og valg af løsninger.“

Læs hele artiklen i ledelsesmagasinet Forkant – her

Find seneste nummer af ledelsesmagasinet Forkant – her

Betina Bangs første leder så tidligt et ledertalent i hende, men hun prioriterede sine børn, før hun tog fat på lederkarrieren. Og så skulle et par alvorlige bump på vejen overvindes, før den for alvor kom på skinner.

Af Helle Jung, journalist – artikel bragt i ledelsesmagasinet Forkant, 2022
foto: Carsten Ingemann

Det var Betina Bangs første leder, der så et ledertalent i den unge sygeplejerske.

„For mig var hun et lys, som jeg virkelig så op til,“ fortæller Betina Bang, der netop havde fået sit første barn og i de følgende fem år fik to mere.

„Men jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville være leder, før den yngste var begyndt i skole, for indtil da kan du tage fri på en hverdag og lave noget sammen, så de ikke bare er i institution. Af samme grund var jeg deltidsansat, mens børnene var små, for at være mest muligt sammen med dem,“ siger den i dag 39-årige afdelingssygeplejerske (i dag er titlen oversygeplejerske).

Betina Bang lagde ingen lederplaner for sit arbejdsliv og havde også valgt sygepleje som fag, fordi det rummer mange muligheder inden for mange forskellige områder, så hun ikke behøvede at låse sig fast.

„Min lederrolle er mere dukket op ad hoc. Selvfølgelig har jeg i løbet af min første lederuddannelse overvejet, hvad jeg kunne tænke mig at blive leder for, men du kan jo reelt ikke vide det. Jeg kommer fra 12 år i medicinsk regi, som er noget helt andet end det kirurgiske, jeg i dag er leder i. I dag ved jeg, at det ikke er specialet, der for mig er afgørende, men udviklingsmulighederne. Det er forandringsledelse og mulighederne for at gøre tingene bedre, jeg er optaget af, og det vil jeg gerne have mere af. Derfor tager jeg nu fat på en masteruddannelse på det felt,“ siger hun.

Livet ad hoc

Betina Bang havde dog lyttet så meget til sin første leder, at hun i 2012, året efter at hun fik sit tredje barn, gik i gang med en diplomuddannelse i ledelse. Men lige som hun beskriver sin vej til ledelse, sker livet også ad hoc. For Betina Bang dog måske i lidt hårdere grad.

„Jeg havde heller ikke ligefrem planlagt at skulle skilles undervejs. Eller at skulle igennem et længerevarende sygdomsforløb,“ fortæller hun ærligt.

For efter en tid med voldsomme anfald af hovedpine, der ikke responderede på migrænemedicin, og som der ikke var noget mønster i, blev hun scannet og fik konstateret arteriovenøse malformationer i hjernen. Omgående gik knap to års indgreb for at udbedre de medfødte misdannelser af blodårer i hendes hjerne i gang.

„Jeg var ved at dø bare ved tanken om at skulle have for mine børn. Jeg havde ikke prøvet at være syg før, men der viste det sig, hvor godt et netværk, jeg har, både i mit daværende job og privat,“ fortæller hun, med henvisning til bl.a. børnenes bedsteforældre, der alle fire bor i en radius af 10 km, og som altid er trådt til, når det gjaldt.

I september 2017 viste den sidste scanning, at alt lykkeligvis var gået, som det skulle.

„Det er trods alt de færreste, der har papir på, at de er rigtige i hovedet,“ tilføjer Betina Bang på umiskendeligt nordjysk.

Om end hun naturligvis helst havde været sit sygdomsforløb foruden, gav det hende også en indsigt i det sundhedsvæsen, hun professionelt er en del af, fra patientrollen.

„Det er tankevækkende, at vi på trods af, hvor lille et land vi er, alligevel gør tingene så forskelligt, endda inden for de samme specialer. Og hvor stor forskel, der er på kulturerne hospitalerne imellem,“ siger hun.

En hård lederdebut

Året efter søgte og fik Betina Bang sit nuværende job som afsnitsledende sygeplejerske ved Kirurgisk Gastroenterologisk Sengeafsnit A1, Aalborg Universitetshospital. Og lidt af en ilddåb i ledelse.

Læs hele artiklen i ledelsesmagasinet Forkant – her

Find seneste nummer af ledelsesmagasinet Forkant – her

Tine Nyegaard Hansens lederambitioner steg i takt med kompetencer og erfaring og er i dag nået posten som chefsygeplejerske for regionspsykiatrien i Gødstrup. Her er den største udfordring rekruttering, der spænder ben for at nå målene.

Af Helle Jung, journalist – artikel bragt i ledelsesmagasinet Forkant, 2023

Tine Nyegaard Hansen fik sit første lederjob i 2002 efter godt 10 år som sygeplejerske, men hun havde leget med tanken en rum tid forinden. Der var bare det der med vagtplanlægning, som på ingen måde trak i hende.

Indtil 1998 havde hun været ansat på psykiatrisk sengeafsnit i Randers, da hun kom med på det nyetablerede forskningsprojekt OPUS, om for tidlig intervention hos personer med skizofreni. Fire år senere var stillingsopslaget som ledende sygeplejerske i lokalpsykiatrien i Aarhus Nord der pludseligt – uden vagtplanlægning.

„Jeg havde godt nok hverken de kvalifikationer eller den erfaring, de efterlyste, men jeg skrev, at jeg var den rette til jobbet. Og sådan blev det!“ fortæller Tine Nyegaard Hansen.

De første mange år delte hun ledelsen med en overlæge, men siden har der været flere perioder med sololedelse. Undervejs voksede ambitionen om at blive chefsygeplejerske, som hun efterhånden følte sig godt kvalificeret til gennem uddannelse og årene som mellemleder. Dertil var hendes børn blevet så store, at hun godt kunne pendle, hvis den rette mulighed opstod.

Det gjorde den i 2021 i form af stillingen som chefsygeplejerske for regionspsykiatrien i Gødstrup ved Herning, der er en af Region Midtjyllands otte psykiatriske afdelinger. Her leder Tine Nyegaard Hansen i samarbejde med en cheflæge en 12 mand stor ledergruppe, hvor sygeplejefaglighed fylder mest, med i alt knap 400 medarbejdere fordelt på 67 sengepladser, nogle få døgnpladser i Holstebro, et stort ambulatorium samt to mobilteams.

„Her har jeg langt hen ad vejen fået opfyldt mine lederambitioner. Det er en helt andet organisation, end den jeg kommer fra, så jeg mangler stadig at få overdraget en del til funktionslederne. Men det er en mere selvstændig post, hvor jeg kan tage flere beslutninger selv, og der er mere tværsektorielt samarbejde, flere muligheder for at arbejde på tværs og deltage i både regionale og nationale fora,“ forklarer Tine Nyegaard Hansen, der for tiden sidder i fire-fem arbejdsgrupper for forskellige indsatsområder.

Pres på de langsigtede mål

Som chefsygeplejerske er hun glad for at kunne prøve sine kompetencer af på et nyt niveau og teste, om hun slår til og kan præge rammerne i positiv retning.

„Min opgave er at give mening til de politiske intentioner for vores område og omsætte den til praksis. Min fornemmeste lederopgave er at skabe forståelse og sammenhæng i systemet.“

Til gengæld er udfordringerne for tiden så store, når det kommer til personaleressourcer, at de spænder ben for de langsigtede mål og dagligt giver anledning til overvejelser om, hvordan tingene skal kunne hænge sammen.

„Vi bruger en del vikarer, men vikaransættelser koster en del mere end fastansættelser, og vikarer er ikke nødvendigvis hverken lige så erfarne eller engagerede. Det virker demotiverede på de faste medarbejdere og betyder, at vi desværre taler mere økonomi end faglighed,“ erkender chefsygeplejersken.

„Rekrutteringsvanskelighederne, også i kraft af vores geografiske placering, betyder, at vi indgår nogle kompromisser og tilpasser os på en måde, der faktisk ikke understøtter afdelingens mål, og som vi ikke ville have gjort, hvis der var tilstrækkeligt mange kvalificerede ansøgere.“

Læs hele artiklen i ledelsesmagasinet Forkant – her

Find seneste nummer af ledelsesmagasinet Forkant – her